Jobbeskrivelser og kravspecifikationer

Hvordan skriver man stillingsopslag og jobbeskrivelser?

Stillingsopslaget er et af de vigtigste elementer i rekrutteringsprocessen. Opslaget og jobbeskrivelsen er mange kandidaters første indtryk af din virksomhed, og derfor er det vigtigt, at begge dele er spændende og attraktive for de kandidater, du ønsker at tiltrække.

Samtidig er det lige så vigtigt, at stillingsopslaget og jobbeskrivelsen er retvisende for stillingen. Kandidater, der læser opslaget, skal kunne danne sig et klart og tydeligt billede af, hvad jobbet indebærer, og hvad der forventes af den nye medarbejder i stillingen.

I denne artikel vil vi gennemgå, hvordan du skriver et godt stillingsopslag. Vi vil udforske, hvad du bør inkludere i opslaget og jobbeskrivelsen, og hvordan du sikrer, at stillingsopslaget og jobbeskrivelsen grundigt opsummerer, hvilken kandidatprofil er mest velegnet til at bestride stillingen og samtidig bevarer det rette niveau af åbenhed over for de individuelle kandidaters færdigheder og kompetencer.

Vil du have de kompetencer, der skal til for at rekruttere og fastholde dygtige medarbejdere?

På LEADs kursus i rekruttering og fastholdelse af medarbejdere i den offentlige sektor får du ledelsesmæssige kompetencer og værktøjer, der giver dig de bedste forudsætninger for at engagere og fastholde dygtige medarbejdere og opnå langsigtede gode løsninger.

Hos LEAD arbejder vi strategisk med begrebet “Den attraktive arbejdsplads”, hvor organisationen som helhed er afgørende for, om I lykkes med at rekruttere og fastholde de rigtige medarbejdere. Vi hjælper dig med at analysere din egen organisation og finde de indsatsområder, som du bør optimere.

På kurset har vi samlet en række eksperter indenfor offentlig ledelse og rekruttering til at gentænke den måde, vi som organisation og ledere ser på og arbejder strategisk målrettet med rekruttering og fastholdelse af medarbejdere i et langsigtet, bæredygtigt perspektiv. Du får inspiration og konkrete redskaber til at gentænke og forbedre jeres praksis for rekruttering og fastholdelse af de rigtige medarbejdere. Og du får muligheden for at stille skarpt på egen praksis og få ny inspiration til mulige løsninger.

Læs mere om LEADs kursus i rekruttering og fastholdelse

Hvad skal dit stillingsopslag indeholde?

Det er vigtigt, at stillingsopslaget er kort og præcist, og at det fremstiller jobbet attraktivt, men samtidig giver et realistisk billede af stillingen og dens krav og vilkår.

Derudover skal du være opmærksom på, at stillingsopslaget er et af de vigtigste elementer i rekrutteringsprocessen – blandt andet fordi det er en væsentlig del af virksomhedens brand. Opslaget og jobbeskrivelsen er det første indtryk, mange kandidater får af din virksomhed. Derfor skal du også sikre, at tonen og det visuelle udtryk i jeres jobopslag afspejler virksomheden, så kandidaterne får det rette indtryk af jer fra første “møde”.

Herunder har vi sammensat en liste over elementer, du altid bør inkludere i dine stillingsopslag:

1. Overskrift

Overskriften er typisk det første indtryk, potentielle kandidater får af stillingsopslaget. Derfor er det vigtigt, at overskriften både er fængende og præcis, og at den ikke efterlader nogen tvivl om, hvad I søger.

Søger I eksempelvis en marketingspecialist, er det ikke nok blot at skrive: “Marketingspecialist søges”. Et mere fængende alternativ kunne være: “Søges: Marketingspecialist med sort bælte i automation”.

Du kan med fordel vinkle overskriften, så den rammer en specifik målgruppe og tiltaler netop den type kandidat, I søger til stillingen.

2. Indledning

Stillingsopslaget skal have en kort, knivskarp indledning, der beskriver, hvorfor I søger en ny medarbejder og hvilken type stilling, medarbejderen skal bestride. Fremhæv også ganske kort, hvad der gør stillingen særligt interessant for den type kandidat, I søger.

3. Beskrivelse af virksomheden og afdelingen

Stillingsopslaget skal give ansøgerne et billede af virksomheden. Derfor skal du kort beskrive, hvem I er, hvad I laver, og hvordan I er som arbejdsplads.

Du kan eksempelvis beskrive:

  • Jeres virksomhedstype
  • Jeres visioner og værdier
  • Antal ansatte i virksomheden og den pågældende afdeling
  • Det faglige og sociale arbejdsmiljø
  • Kollegaerne i teamet og afdelingen
  • Kommunikationsflowet mellem ledere og kollegaer

Har I en opdateret “om os”-side, kan du med fordel linke til den her.

4. Jobbeskrivelse

Jobbeskrivelsen er på mange måder det vigtigste element i stillingsopslaget. Det er jobbeskrivelsen, ansøgerne er mest interesserede i – derfor skal den skrives rigtigt, så du sikrer, at den vækker ansøgernes opmærksomhed.

En jobbeskrivelse indeholder som udgangspunkt arbejdsopgaverne og ansvarsområderne i punktform. Vi anbefaler, at du også uddyber hvilke udfordringer, udviklingsmuligheder og potentialer, der er i jobbet. Beskriv jobbet ærligt og konkret, så ansøgerne kan se med det samme, hvorfor jobbet er attraktivt.

Herunder kan du se, hvad en jobbeskrivelse bør dække:

  • Konkrete arbejdsopgaver
  • Ansvarsområder
  • Muligheder for kompetence- og videreudvikling
  • Ansættelsesforhold, løn- og arbejdsvilkår
  • Antal nære kollegaer, team- og afdelingsstørrelse
  • Arbejdstider og -dage
  • Fordele og særligt attraktive aspekter af jobbet

Vær også opmærksom på, at jobbeskrivelsen skal danne så præcist et grundlag som muligt for kandidater, der søger jobbet. På den måde kan du undgå, at jeres nye medarbejder får et forkert indtryk af stillingen gennem beskrivelsen og bliver mødt af ubehagelige overraskelser, når vedkommende indtræder i stillingen. Herved kan du også bidrage til at sikre, at jeres nye medarbejder bliver i virksomheden længere.

Læs mere om fastholdelse af medarbejdere her.

5. Beskrivelse af kvalifikationer

Når du beskriver, hvem den ideelle kandidat til stillingen er, skal du være klar og præcis i dit ordvalg. Undgå abstrakte betegnelser og fokusér i stedet på konkrete kvalifikationer – altså færdigheder, erfaringer og kompetencer – du ønsker, at den ideelle kandidat besidder. Jo mere præcis, beskrivelsen er, jo mere kvalificerede vil ansøgerne til stillingen være.

I langt de fleste stillingsopslag listes kvalifikationerne kort, præcist og i punktform. Herunder kan du se nogle eksempler på, hvad en sådan liste kan indeholde:

  • Arbejdserfaring
  • Uddannelse
  • Certifikater
  • Sprogfærdigheder
  • Hårde færdigheder / bløde færdigheder

Når du beskriver den ideelle kandidat til stillingen, skal du være opmærksom på, at et jobopslag er en ønskeliste – ikke en kravspecifikation. Visse færdigheder og kompetencer er naturligvis påkrævede for at kunne udføre jobbet, men nogle vil altid være vigtigere end andre.

Ydermere har hver kandidat sine egne individuelle kompetencer, som du ikke kan indtænke, når du udfærdiger beskrivelsen, men som vil vise sig at være til stor gavn, når kandidaten bliver jeres nye medarbejder.

Det kan derfor være en god idé at dele kvalifikationerne op i “must-haves” og “need-to-haves”. Det kan nemlig sommetider være en fordel at ansætte en medarbejder, der ikke lever op til alle krav med det samme, men som kan udvikle sig til et værdifuldt aktiv under ansættelsen.

6. Ansøgningsproces

Før du afslutter, skal du kort forklare, hvor og hvordan interesserede kandidater søger stillingen. Inkludér relevante links og beskriv også gerne, hvordan ansøgningsprocessen ser ud, så interesserede kandidater ved, hvad de skal forvente, når de har sendt deres ansøgning af sted.

7. Afslutning

Når du har beskrevet virksomheden, afdelingen, jobbet, den ideelle kandidat, og hvor og hvordan man søger stillingen, er det tid til at runde af.

Giv en sidste opfordring til at søge jobbet – gerne vinklet mod den type kandidat, du ønsker at appellere til. Husk også at nævne, at I ser frem til at høre fra ansøgerne.

8. Kontaktinformation

Sidst, men ikke mindst, skal du angive en kontaktperson, som ansøgere kan kontakte, hvis de har uddybende spørgsmål til stillingen.

Her skal du anføre:

  • Kontaktpersonens stilling, navn, telefonnummer og mailadresse
  • Virksomhedens adresse

Til slut kan du også inkludere eventuelle relevante links til yderligere information om virksomheden, personalepolitikker og lignende.

Læs mere om LEADs kursus i rekruttering og fastholdelse

Vil du klædes endnu bedre på til at rekruttere, engagere og fastholde dygtige medarbejdere?

På LEADs kursus i rekruttering og fastholdelse af medarbejdere i den offentlige sektor får du fyldt værktøjskassen op med konkrete redskaber til at arbejde strategisk og målrettet med at skabe en attraktiv arbejdsplads, tiltrække kvalificerede kandidater samt engagere og fastholde dygtige medarbejdere.

Mere fra samme kategori

Skal vi tage en uforpligtende dialog?

Vi kan hjælpe med alle former for ledelsesudvikling, om det er skræddersyede udviklingsforløb, kurser, uddannelse, workshops, foredrag eller noget helt sjette. 

Bliv ringet op af en rådgiver

Bliv ringet op af en rådgiver

Vi sidder klar til at hjælpe dig. Du skal blot udfylde formularen, så ringer vi dig op hurtigst muligt.

Event tilmelding

tekst