Hvad er velfærd? Lidt groft sagt er det i udgangspunktet at få mere i morgen, end jeg får i dag. Forventningerne til den offentlige sektor er konstant stigende, og vi forventer, at det vi får fra den offentlige sektor, matcher det, vi får andre steder i samfundet. Det offentlige forbrug pr. indbygger er gennemsnitligt blot steget med 0,11 procent årligt fra 2010 til 2018. Til sammenligning har stigningen i det privat forbrug med 0,81 procent været mere end syv gange så høj4. Det skaber utilfredshed med serviceniveauet i den offentlige sektor og accelererer et pres for, at den offentlige sektor skal levere mere. Det kalder på, at direktionen bringer en bred række af digitale løsninger i spil for at forsøge at øge produktiviteten.
Direktionerne vil samtidig skulle kunne navigere i det krydspres, som opstår, når kravet om mere velfærd møder en anden makrotrend: Do it yourself. Lidt groft sagt er hovedlinjen her, at man siger til stort set alle borgere, at velfærd skal de selv skabe. Samskabelse og samproduktion bliver i stigende grad integreret i kommunens kernedrift på alle de store velfærdsområder. Det møder digitale selvbetjeningsløsninger og automatiserede processer, der alle gør borgeren til sin egen sagsbehandler. Hertil kommer en kulturel trend, som handler om, at de digitale indfødte vænner sig til, at det ikke er fra fagprofessionelle eller offentlige organisationer, at man lærer noget eller får det, der skaber værdi. Hvis der er noget, man ikke kan finde ud af, så lærer man det selv via YouTube, og hvis man skal have løst et problem, så gør man det gennem de digitale sociale netværk.
Traditionelt defineres velfærd i høj grad som noget, der hænger sammen med, at der er mange og dygtige fagprofessionelle medarbejdere. Det går ikke over, men det bliver i stigende grad suppleret med et andet perspektiv, der lyder sådan her: velfærd er den bedst mulige teknologi overalt. Før var det velfærd, at der var nærværende sosu´er og sygeplejersker, der vender de gamle og plejer deres liggesår – nu er det velfærd, at vi har intelligente senge, der fordeler trykket, før liggesåret kommer.
Principielt kan man ved samkøring af en lang række data forudsige, hvilke behov og evt. problemer en borger vil have i fremtiden og på baggrund heraf intervenere eller tilbyde ydelser. Vi kan fx forudsige hvem, der vil få hvilke helbredsproblemer, og samtidig hvem i denne gruppe, der vil tage mest positivt imod en helbredsfremmende indsats. Samtidig forventer den enkelte i stigende grad individuel service. Det øger på tværs af alle fagområder fokus på at kunne levere datadrevet, prædikativ og individualiseret velfærd. I takt med at borgere og politikeres digitale modenhed øges, vil der ligeledes i stigende grad blive stillet krav om at bruge ressourcerne langt mere målrettet og der, hvor man gennem data og algoritmer kan forudse, at de har den højeste grad af effekt.
Samtlige ovenstående perspektiver antager, at kommunen og det digitale er centralt for velfærd, men hvad nu hvis velfærd er ikke noget, jeg får af kommunen, men af relationer? Lykkeforskningen peger på, at disse analoge ting er de mest centrale ingredienser i et lykkeligt liv:
- At få lov til at være noget for nogen
- At der er nogen, der kærer sig om mig
- At være en del af et lokalsamfund
- Når man taler om digital transformation, er det afgørende at have blik for, hvad det digitale ikke kan.
Forstå den digitale transformation og ledelsesopgaven
Der er rigtig meget uklarhed og bullshit-bingo over alt, hvad der rimer på digital. Den mere reelle årsag til, at det digitale kan være svært at få greb om, er følgende: hvad det digitale er såvel som det organisatoriske fokus og formål med det digitale har flyttet sig over tid. Når man som topleder skal navigere, er det derfor hjælpsomt at have blik for tre bølger, som udviklingen er præget af:
1. Bølge – Digitering: Først handler det om den tekniske proces, hvor man tager noget, der er analogt, og gør det digitalt. Melodien på LP’en bliver omdannet til en MP3-fil, og der bliver sat strøm til papirblanketten, så borgenen i stedet krydser af online. I nørdede kredse kaldes konverteringen fra analog til digitalt for ‘Digitering’ På tværs af den Danske offentlige sektor bliver det et centralt ledelsesfokus fra slut 90’erne og drevet frem af muligheden for besparelser, smidigere administrative processer og tidssvarende løsninger for borgerne. De hurtige gevinster bliver hjemtaget, og stemningen i direktionslokalet er optimistisk.
2. Bølge – Digitalisering: I takt med at det analoge bliver digitalt, gøres det i stigende grad muligt at bygge mere omfattende systemløsninger, der samler kommunikation, data og skaber nye interfaces i mødet mellem borgeren og den offentlige organisation. Forældreintra, Elektroniske patientjournaler, e-boks etc. er blot nogle få eksempler herpå. Sideløbende hermed sker der store transformationer i den private sektor, hvor internethandel, sociale medier og gennemgribende digitalisering af forretningsprocesserne skaber nye forretningsmodeller. Nu bliver betydningen af digitalisering udvidet til at handle om den organisatoriske proces, hvor vi udvikler og implementerer ny teknologi, IT etc. på tværs af organisationen for at skabe nye og forbedrede services eller ydelser. Altså den organisatoriske proces, der handler om at få det digitale til at arbejde for organisationen. I toppen af de offentlige organisationer bliver det ofte en turbulent oplevelse. Destinationen ser tillokkende ud, men rejsen dertil går sjældent som planlagt, og regningen bliver i udgangspunktet altid større, end man forestillede sig. Længere nede i organisationen retter det ledelsesmæssige fokus sig mod to hovedopgaver: A) Du skal få driften til at køre, samtidig med at du skal implementere noget nyt, der ofte ikke virker optimalt; og B) Du skal udvikle medarbejdernes kompetencer og skabe engagement til det nye.
3. Bølge – Digital transformation: Her er det ikke nye teknologier, IT etc. der er i centrum, men derimod den gennemgribende forandring af samfundet, der opstår som en effekt af, at aktører på alle niveauer har digitaliseret deres processer, forretningsmodeller eller måder at agere i verden på. Lime løbehjul, der overnight dukkede op i de danske storbyer, er et godt eksempel på, hvad sker der, når smartphones, online betalingsløsninger, trend om at leje fremfor at eje, fokus på green mobility, avanceret gps og platformsansættelser mødes med kapital-indskud fra Silicon Valley. Eller sagt med andre ord: Helheden bliver mere end summen af delene. Når næsten alt digitaliseres, skaber det på den ene side både synergier og uforudsigelige effekter, som vi ikke kan kontrollere, men som vi skal agere på og navigere i. På den anden side betyder det samtidig, at det digitale flytter helt ind i kerneopgaven på tværs af alle de områder, som den offentlige organisation beskæftiger sig med. På alle niveauer i den offentlige organisation bliver opgaven på den ene side at agere i det, man ikke kan kontrollere, og på den anden side at bruge det digitale overalt, hvor det er muligt, som en integreret del af kerneopgaven. Det handler grundlæggende om at sikre offentlig værdiskabelse og aktivt modvirke værdierosion – det er direktionens opgave at sikre, at der er plus på denne balance.
I disse år retter fokus sig særligt mod den 3. bølge men det betyder ikke, at de to foregående bølger er irrelevante eller fortid blot. Tværtimod består kompleksiteten i følgende:
- Vi har ”teknologisk gæld” og andet bøvl med fra første eller anden bølge, som vi skal håndtere, samtidig med at tredje bølge ruller.
- Vores kompetencer og digitale mindset er formet af de første to bølger, men tredje bølge kræver noget nyt, og vi fejler, hvis vi blot gør, som vi plejer.
I det følgende udforsker vi noget af det nye, som den digitale transformation kræver af os og vores organisationer.
DELTAG PÅ VORES KURSUS
Skab trivsel og tillid på trods af distancen
På kurset “Ledelse af virtuelle og hybride arbejdsfællesskaber” får du de essentielle værktøjer til at øge produktivitet og trivsel gennem distance ledelse.
Dette er et kursus for dig, som arbejder med ledelse og ønsker at vide, hvordan man som individ eller organisation når de strategiske målsætninger gennem det virtuelle samarbejde.
Fremtiden er her nu – Velfærdssamfundet i digital transformation
Demokrati og fællesskab i digital transformation
Relation mellem borgeren og det offentlige i digital transformation
- Gennem digitale interfaces.
- Unikke møder med de fagprofessionelle der, hvor der er behov for den menneskelige kontakt.
- Fra valg mellem et begrænset antal produkter baseret på information styret af virksomheden til valg mellem et uendeligt antal af produkter baseret på åben sammenligning, der er styret af kunderne.
- Fra adgang til virksomheden kl. 9-16 fem dage om ugen – ofte med ventetid – til adgang 24/7 uden ventetid.
- Fra at firmaet bestemmer, hvor og hvordan interaktionen foregår, til at kunden styrer, hvor og hvordan interaktionen sker.
- Fra uigennemskuelige black-box processer, hvor det kun er virksomheden, der ved, hvor ordren er henne, til gennemsigtige processer, hvor kunden live kan følge med i, hvor sagen/ordren er i processen.
Måden som velfærd leveres på i digital transformation
Hvad velfærd er i digital transformation
Hvad er velfærd? Lidt groft sagt er det i udgangspunktet at få mere i morgen, end jeg får i dag. Forventningerne til den offentlige sektor er konstant stigende, og vi forventer, at det vi får fra den offentlige sektor, matcher det, vi får andre steder i samfundet. Det offentlige forbrug pr. indbygger er gennemsnitligt blot steget med 0,11 procent årligt fra 2010 til 2018. Til sammenligning har stigningen i det privat forbrug med 0,81 procent været mere end syv gange så høj4. Det skaber utilfredshed med serviceniveauet i den offentlige sektor og accelererer et pres for, at den offentlige sektor skal levere mere. Det kalder på, at direktionen bringer en bred række af digitale løsninger i spil for at forsøge at øge produktiviteten.
Direktionerne vil samtidig skulle kunne navigere i det krydspres, som opstår, når kravet om mere velfærd møder en anden makrotrend: Do it yourself. Lidt groft sagt er hovedlinjen her, at man siger til stort set alle borgere, at velfærd skal de selv skabe. Samskabelse og samproduktion bliver i stigende grad integreret i kommunens kernedrift på alle de store velfærdsområder. Det møder digitale selvbetjeningsløsninger og automatiserede processer, der alle gør borgeren til sin egen sagsbehandler. Hertil kommer en kulturel trend, som handler om, at de digitale indfødte vænner sig til, at det ikke er fra fagprofessionelle eller offentlige organisationer, at man lærer noget eller får det, der skaber værdi. Hvis der er noget, man ikke kan finde ud af, så lærer man det selv via youtube, og hvis man skal have løst et problem, så gør man det gennem de digitale sociale netværk.
Traditionelt defineres velfærd i høj grad som noget, der hænger sammen med, at der er mange og dygtige fagprofessionelle medarbejdere. Det går ikke over, men det bliver i stigende grad suppleret med et andet perspektiv, der lyder sådan her: velfærd er den bedst mulige teknologi overalt. Før var det velfærd, at der var nærværende sosu´er og sygeplejersker, der vender de gamle og plejer deres liggesår – nu er det velfærd, at vi har intelligente senge, der fordeler trykket, før liggesåret kommer.
Principielt kan man ved samkøring af en lang række data forudsige, hvilke behov og evt. problemer en borger vil have i fremtiden og på baggrund heraf intervenere eller tilbyde ydelser. Vi kan fx forudsige hvem, der vil få hvilke helbredsproblemer, og samtidig hvem i denne gruppe, der vil tage mest positivt imod en helbredsfremmende indsats. Samtidig forventer den enkelte i stigende grad individuel service. Det øger på tværs af alle fagområder fokus på at kunne levere datadrevet, prædikativ og individualiseret velfærd. I takt med at borgere og politikeres digitale modenhed øges, vil der ligeledes i stigende grad blive stillet krav om at bruge ressourcerne langt mere målrettet og der, hvor man gennem data og algoritmer kan forudse, at de har den højeste grad af effekt.
Samtlige ovenstående perspektiver antager, at kommunen og det digitale er centralt for velfærd, men hvad nu hvis velfærd er ikke noget, jeg får af kommunen, men af relationer? Lykkeforskningen peger på, at disse analoge ting er de mest centrale ingredienser i et lykkeligt liv:
- At få lov til at være noget for nogen
- At der er nogen, der kærer sig om mig
- At være en del af et lokalsamfund
- Når man taler om digital transformation, er det afgørende at have blik for, hvad det digitale ikke kan.
Fremtiden er her nu
Som offentlig topleder står du i spidsen for en stor samfundsbærende organisation midt i en digital revolution, der transformerer og forandrer grundvilkårene for at bedrive offentlig ledelse. Konsekvenserne af den teknologiske udvikling er kolossale og kalder på, at hele organisationen gearer sig selv til at kunne agere i en tid præget af digital transformation.
Udviklingen kalder på et stærkt og nyt lederskab i direktionen, for det er direktionen – ikke IT-afdelingen – der skal engagere og få hele organisationen med på rejsen. Det handler ikke om teknologi eller ledelse af digitalisering, men derimod om, hvordan vi i fællesskab sikrer, at den offentlige organisation sammen med borgere og politikere bidrager til at skabe det samfund og den velfærd, som fællesskabet ønsker i en ny tid med digitale præmisser. Spørgsmålet er ikke så meget, hvad vi kan, men hvad vi vil. Det er vigtigt at kunne forstå de nye teknologier, men det er endnu vigtigere at kunne sætte retning med afsæt i etiske og demokratiske overvejelser. Der er meget på spil, for den digitale transformation kan potentielt erodere fundamentet for velfærd og destabilisere fællesskabet.
