Forandringsledelse
Artikel

Lad ikke optimisme spænde ben for god forandringsledelse

Af Christian Nyvang Qvick, Chefkonsulent, Lead

April 2021

LEDELSE Vi har en tendens til at være for optimistiske og ikke tænke de dårlige scenarier igennem. I ledelsesmæssig sammenhæng resulterer det ofte i forandringsprojekter, der går over tid og over budget, og som ikke lever op til succeskriterierne, skriver Christian Nyvang Qvick.

78 procent af svenske bilister mener, at de kører bedre end den gennemsnitlige bilist. 94 procent af amerikanske lektorer mener, at de underviser bedre end den gennemsnitlige underviser. Og 82 procent af franske mænd mener, at de er bedre elskere end den gennemsnitlige franskmand.

Ovenstående kan vi trække på smilebåndet over. For det giver sig selv, at vi ikke alle kan være bedre end de andre. Men samtidigt er ovenstående gode eksempler, der kan være med til at illustrere, hvad en bias helt præcist er: en systematisk fejlslutning.

Det indebærer, at vi ikke følger det rationelle eller vores sunde fornuft, og det leder til, at vi ikke ser verden sådan, som den i virkeligheden er.

Det gælder også ledere. Og det skaber problemer, når de skal gennemføre store forandringer.

 

Artiklen fortsætter efter billedet

Bliv klogere på forandringsledelse gennem vores vidensunivers

I de fleste organisationer er det en løbende udfordring at skabe forandring og udvikling. Det kan være tidspres, procestræthed eller modstand mod forandring, der gør det svært at nå helt i mål.

Her på siden kan du finde nogle af vores artikler og videoer om emnet. Læs med og få input til, hvordan I lykkes med forandringsledelse.

Når du er overoptimistisk omkring fremtiden

Der findes en bias, som hedder planlægningsfejlslutning. Denne bias beskriver vores menneskelige tendens til at undervurdere, hvor lang tid en opgave tager.

Det kan være små og store opgaver i forbindelse med forandringer, hvor vi tænker ’den er hurtigt klaret’ – men hvor virkelighedens buffet af hverdagsfriktion med tekniske vanskeligheder, forsinkede leverancer fra samarbejdspartnere, andre uforudsete opgaver der pludselig lander på vores bord eller en pludselig sygemelding i teamet, betyder, at den oprindelige tidsplan skrider.

Og der er en perlerække af forklaringer på, hvorfor vi har en tendens til at tro, at gennemførelsen af en forandring forløber let og elegant.

Urealistisk optimisme er en bias, der beskriver vores menneskelige tendens til at tro, at dårlige ting ikke vil ske for os. Vi forestiller os med andre ord, at implementeringen af det nye IT-system forløber glat. Der vil ikke være tekniske problemer undervejs. Og vores IT-chef siger ikke pludselig op, så projektet mister fremdrift, indtil vi to måneder senere har fundet en ny projektleder.

Det hænger sammen med to andre bias, der også beskriver vores tendens til at ignorere risici knyttet til fremtiden. Katastrofeforsømmelse indebærer, at vi har tendens til ikke at tænke det værst tænkelige scenarie slemt nok. Normalitetsbias beskriver vores tendens til ikke at tænke på eller tage os i agt for sjældne eller unormale hændelser, som ikke er sket før. Her står eksemplerne nærmest i kø. Det er nok de færreste ledere, der i februar 2020 havde forudset, at en verdensomspændende pandemi ville spænde ben for en masse igangværende forandringsprojekter i de danske organisationer.

Tilsvarende var der formentlig heller ikke mange virksomhedsledere, som var forberedt på, at et sjældent naturfænomen som orkanen i 1999 ville ende med at smadre en masse produktionsanlæg, der krævede genopbygning, før virksomhederne igen kunne producere som hidtil. Og det var nok også de færreste, der havde forestillet sig de konsekvenser, som finanskrisen endte med at få for mange virksomheder. Vi er kort sagt programmeret sådan, at vi intuitivt ikke tænker den slags risikoprægede tanker.

Endelig er der en sidste relevant bias. Ønsketænkning beskriver vores tendens til at overestimere sandsynligheden for, at noget sker på baggrund af, hvor meget vi ønsker os, at hændelsen sker, snarere end at basere det på fakta eller rationelle overvejelser. Det er her, topledelsen ender med at formulere en overambitiøs vision, der i praksis er komplet umulig at indfri inden for den ønskede tidshorisont, men hvor utopiske drømme forfører dem og leder til, at de glemmer at tage højde for den virkelighed, virksomheden står i.

Indlægget her er en forkortet udgave af artiklen bragt i Mandag Morgen. Læs den fulde udgave af artiklen med eksempler her.

LÆS MERE OM VORES UDDANNELSE

Vil du klædes endnu bedre på til at lede processer?

På proceskonsulentuddannelsen giver vi dig metoderne til at designe, facilitere og lede strategiske udviklingsprocessor og forandringer for at skabe den effekt, i har brug for.

Dette er en uddannelse for dig, der arbejder med udvikling, processer og ledelse af forandringer.

Bliv kontaktet

Artiklen er skrevet af:

Christian Nyvang Qvick, Chefkonsulent
Mail: cnq@lead.eu