Kursusadministrator til konsulenthus i vækst

Vi søger en engageret og detaljeorienteret kursusadministrator til vores team. Har du flair for administration, kundeservice og koordinering, og har du blik for at skabe gode kundeoplevelser? 
Så er denne stilling måske det helt rigtige for dig i dit næste arbejdskapitel. Der er tale om en deltidsstilling med base på et af vores kontorer i enten Vestergade i Aarhus eller på Christianshavn i København. 

Om jobbet

LEAD – Enter Next Level er et konsulenthus, der hjælper danske og internationale institutioner og virksomheder – både offentlige og private – med at udvikle deres organisation og ledelse. Det gør vi gennem rådgivning, coaching, undervisning, projektledelse og meget andet. En del af vores forretning er også at afholde kurser, hvor vi uddanner deltagere i god ledelse. Som en del af disse forløb bruger vi profil- og personlighedstests, der hjælper deltagerne til at fokusere på deres styrker og udviklingspotentialer. 

Vi er nu på udkig efter en dygtig kollega, der kan hjælpe med at administrere både kursus- og profilområdet. Vi har brug for et fast administrativt anker, der kan sørge for den gode kunderejse hele vejen gennem forløbet. 

Dine opgaver

  • Sikre kvalitet i alle dele af kundeoplevelsen i forbindelse med kursusafvikling fra planlægning af datoer, booking af lokaler og forplejning til afholdelse af kursusdagene og efterfølgende evaluering 
  • Sikre god kommunikation til deltagerne om kursusbeskrivelser, forberedende materiale og undervisningsmateriale i samarbejde med underviserne 
  • Sikre god afvikling af selve kursusdagene og besvare spørgsmål fra deltagerne før og efter 
  • Bestille, udsende og håndtere profil- og personlighedstests. 


Desuden vil du blive involveret i at planlægge og afvikle vores interne fællesdage, når vi samles på tværs af landet på vores kontorer i Aarhus og København. Du vil også kunne prøve kræfter med andre interne opgaver, der passer til din erfaring og motivation. Du vil ikke være alene om opgaven, men arbejde tæt sammen med de konsulenter, der gennemfører undervisningen og LEADs øvrige stabsmedarbejdere og studentermedhjælpere. 

Om dig

Vi forestiller os, at du: 

  • Er struktureret, stabil og har blik for detaljen i kundeoplevelsen 
  • Evner at arbejde selvstændigt og i teams 
  • Er god til at kommunikere skriftligt og mundtligt 
  • Er proaktiv, har en positiv tilgang til opgaverne og har mod på at hjælpe med både skrivebordsdelen og den mere praktiske afvikling af opgaverne.
     

Måske har du erfaring fra en lignende stilling, men det kan også være, du overrasker os med en anden profil, der alligevel matcher jobbet. 

Hvad tilbyder vi

  • En dynamisk og udviklende arbejdsplads med godt og nede på jorden-kollegaskab 
  • Fleksible arbejdstider og mulighed for at tilrettelægge din arbejdsdag 
  • En høj grad af medbestemmelse, så du kan være med til at forme dine opgaver 
  • Løn efter kvalifikationer og gode personalegoder 
  • Regelmæssige sociale arrangementer og fællesdage, hvor du møder kollegerne på tværs af vores kontorer.  

Om os

I LEAD – Enter Next Level arbejder nogle af landets mest specialiserede konsulenter inden for ledelses- og organisationsudvikling.  

Vi samarbejder med topledere, ledere og udviklingskonsulenter i en række af Danmarks kommuner, regioner, styrelser og toneangivende private virksomheder og i internationale organisationer. Vi er samtidig et ambitiøst videnshus, der arbejder med velkendte såvel som nye fagområder, og som opsøger, producerer og formidler førende viden. Vi omsætter forskningsbaseret viden og erfaringer med, hvad der virker, til løsninger tæt på praksis. 

I LEAD løfter vi mennesker og organisationer til næste niveau, så de kan gøre en forskel for andre og for det samfund, vi alle er en del af. Frem mod 2030 stræber vi efter at blive Danmarks dagsordenssættende konsulenthus og et ambitiøst, topfagligt og mangfoldigt fællesskab. 

Vil du vide mere om LEAD – enter next level, kan du finde mere her

Er du interesseret?

Kunne jobbet være noget for dig? Så send gerne en kort ansøgning og dit CV til sekretariatschef Michael Søby Andersenmsa@lead.eu. Har du spørgsmål til stillingen, er du også velkommen til at kontakte Michael.  

Ansøgningsfristen er 4. august 2024. Vi gennemgår dog henvendelser løbende, så vi anbefaler, at du sender din ansøgning hurtigst muligt. Vi ansætter, når vi har fundet den rette.  

Vi søger at minimere forudindtagethed i vores rekrutteringsproces og beder derfor ansøgere om at undlade at inkludere billede og fødselsdato i ansøgningen. 

magasin, LEAD Insights, ledelse

Vil du have viden og inspiration til hvordan du styrker arbejdet med ledelse og organisationsudvikling i den offentlige og private sektor i Danmark?

 Tilmeld dig vores digitale magasin og få viden og inspiration direkte i din indbakke.