Generationsledelse er populært som aldrig før, og mange har hørt de fængende fordomme om, hvad der kendetegner de forskellige generationer, der er på arbejdsmarkedet. Hvert år udkommer nye bøger, artikler og rapporter om generationsledelse, og der er massevis af tilbud om at komme til seminarer, webinarer og ’gå hjem’-møder, der vil lære ledere, hvordan de skal lede medarbejdere, som er født i forskellige årstal.
Men hvorfor er generationsledelse så populært?
Mange organisationer mangler medarbejdere og har svært ved at tiltrække og tilknytte dygtige ansatte. Generationsledelse bliver med jævne mellemrum givet som svaret på denne udfordring og præsenterer en løsning, hvor ledere skal tilpasse deres ledelsesstil og forskellige organisatoriske praksisser efter generationernes forskellige værdier, holdninger og karakteristika.
Det lyder jo umiddelbart fornuftigt. Der er bare et kæmpestort MEN i generationsledelse, som vi alt for sjældent taler om: Begrebet er voldsomt udskældt i store dele af den videnskabelige litteratur, hvor generationsledelse bliver kategoriseret som en uredelig, udokumenteret, forsimplende og pseudovidenskabelig tilgang til ledelse.
Denne omfattende kritik af generationsledelse har primært fundet sted i den internationale topforskning og er ikke nået ud i den offentlige debat i Danmark. Indtil nu.