Action learning Consulting: Vores forandringstilgang

Den primære forandringstilgang i LEAD er ACTION LEARNING CONSULTING, som er udviklet i samarbejde med forskningscenteret LAB for organisatorisk forandring og konsultation ved Aalborg Universitet. Tilgangen skaber typisk målbare resultater samtidig med, at den relevante organisatoriske og individuelle adfærd styrkes, og der er meget fokus på at forankre resultaterne i organisationens kultur og understøttende strukturer. Action Learning Consulting er beskrevet i bogen af LEAD-stifter Molly-Søholm et al. (2010).

Vi arbejder endvidere med et repertoire af de mest anvendte tilgange inden for organisationsudvikling som beskrevet i bogen af LEAD-stifter Dahl et al. (2009): Den professionelle proceskonsulent og kan således tilpasse vores forandringstilgang til og i det enkelte udviklingsprojekt.

Om Action Learning Consulting

Action Learning Consulting (ALC) er en særlig tilgang til strategisk proceskonsultation og forandringsledelse. Tilgangen fusionerer managementkonsulentens organisatoriske forandringsforståelse med fokus på strukturer, effekt og styring med proceskonsulentens ekspertise inden for facilitering af meningsfulde forandringer med stort ejerskab og den relevante kompetenceudvikling. Tilgangen er særlig velegnet til store planlagte forandringer i organisationer, der både vil skabe målbare driftsresultater og forbedringer af organisatoriske kompetencer og samtidig tilpasse sig organisationens skiftende behov og dagsordener.

Grundtanken i Action Learning Consulting er, at udvikling og læring sker mest effektivt, hvis tilegnelse af nye vaner, viden og praksisformer knyttes helt tæt til løsning af reelle udfordringer i forbindelse med kernearbejdsopgaver. På denne måde knyttes læring sammen med de handlinger (aktioner), man foretager, hvilket danner afsæt for refleksion over praksis og dermed kvalificering af nye handlinger. Dette sker på baggrund af opstillede effekt- og kompetencemål, som gør det muligt at fokusere på såvel individuel læring som organisatorisk værdiskabelse. Flere evidensbaserede studier bekræfter, at Action Learning forankret i løbende refleksion over egen praksis fører til højere performance. Særligt i forbindelse med større forandringer i organisationer, som ikke kan effektueres ved hjælp af rutinemæssige justeringer, har denne tilgang vist sig uhyre relevant.

Bogen: ACTION LEARNING CONSULTING

Denne bog omhandlende Action Learning Consulting er udarbejdet af Thorkil Molly-Søholm, Søren Willert, Jan Rosenmeier og Henrik Schelde Andersen (2010).

Action Learning Consulting er en konsultativ tilgang, der samtænker organisatorisk læring og resultatorienterede forandringsprojekter.

ALC (Action Learning Consulting) er en konsultativ tilgang, som forsøger at skabe organisatoriske resultater samtidig med, at de nødvendige kompetencer for at skabe resultaterne udvikles. Denne synkroniseringstænkning synliggør, om organisationens sociale styringsteknologier såvel som dens hårde styringsteknologier understøtter eller modarbejder den ønskede forandring. Nogle gange er forandringen måske bedst initieret ved at ændre en hård styringsteknologi først og så følge op med kompetenceudvikling. Alle parter gøres dermed til reelle aktører i forandringen.

Action Learning Consulting henvender sig til forandringsagenter, der oplever, at de eksisterende tilgange til udvikling og forandring enten er for ”bløde” eller for ”hårde”, enten har for ensidigt fokus på kompetenceudvikling, socialpsykologiske kvaliteter og kultur eller for snævert et fokus på struktur, systemer og økonomi. Den henvender sig primært til organisationskonsulenter, projektledere og forandringsledere, forskere og andre faggrupper, der arbejder med udvikling af arbejdspladser.

Du kan købe bogen her.